Træk af skat, AM- /SP-bidrag og ATP samt årsafslutning
Skattetræk
Du skal som hovedregel indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, når du udbetaler løn til dine medarbejdere. Dette gælder også for
medarbejderne på 25 % -skat. Hvis dine medarbejdere er udstationerede og skattepligtige til et andet land, er der mulighed for at
blive undtaget fra denne forpligtelse.
Hvis du lejer medarbejdere af et udenlandsk selskab, har du ligeledes en forpligtelse til at
afregne en speciel 30 % -skat og eventuel arbejdsmarkedsbidrag til SKAT.
ATP
Som udgangspunkt skal du indeholde ATP for alle dine medarbejdere. ATP-satsen afhænger blandt andet af, hvor mange timer dine
medarbejdere arbejder. For udstationerede medarbejdere og udenlandske medarbejdere på 25 % -skat er der en mulighed for, at du
ikke skal indeholde ATP. Dette afhænger af, i hvilket land medarbejderen er socialt sikret.
Barselsudligningsordning
Pr. 1. oktober 2006 er der indført en barselsudligningsordning som bevirker, at du skal betale barselsbidrag for alle medarbejdere, der betaler ATP-bidrag.
Reglerne om betaling af barselsbidrag følger reglerne om ATP-betaling i forhold til udstationerede medarbejdere og udenlandske medarbejdere, der arbejder i Danmark. Du kan læse mere om den offentlige barselsudligningsordning under afsnittet Barsel.dk
AM- og SP-bidrag
Du skal som udgangspunkt indeholde arbejdsmarkedsbidrag af løn mv., som du udbetaler til dine medarbejdere. Dette gælder også for
bestyrelseshonorar, hvis bestyrelsesmedlemmet er bosiddende i Danmark.
Der er dog en mulighed for, at du ikke skal indeholde arbejdsmarkedsbidraget, hvis dine
medarbejdere er udstationerede. Endvidere skal udenlandske medarbejdere udstationeret i
Danmark ikke altid betale arbejdsmarkedsbidrag.
SP-bidrag er midlertidig suspenderet i 2007 og 2008.
Årsafslutning 2007
Som arbejdsgiver skal du ved årets udgang indsende en oplysningsseddel med oplysninger om udbetalt løn, goder mv. samt indeholdt
ATP, arbejdsmarkedsbidrag og A-skat. Dette gælder for alle medarbejdere, uanset om de er fuldt eller begrænset skattepligtige til
Danmark eller slet ikke er skattepligtige til Danmark. Du kan således være i en situation, hvor du ikke har pligt til at indeholde
A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af et beløb, men hvor du alligevel har oplysningspligt for beløbet på oplysningssedlen.
Sidste frist for indberetning til SKAT er den 21. januar 2008. Hvis du
benytter et lønsystem hos Multidata sørger Multidata for indberetningerne.
eIndkomst fra 2008
Fra 1. januar 2008 skal alle oplysninger, der normalt fremgår af den årlige
oplysningsseddel løbende indberettes til eIndkomstregistret. Den årlige
oplysningsseddel bortfalder derfor fra indkomståret 2008.