Skat
Andre forhold
Du kan tilbyde personalegoder, som er skattefrie for medarbejderne, fordi
goderne anses for personalepleje.
Personalegoder kan også være skattefrie for medarbejderne, fordi de er
omfattet af bagatelgrænsen. Medarbejderne bliver dog omfattet af en skattepligt
på værdien af personalegoder omfattet af bagatelgrænsen, hvis værdien af goderne
inden for indkomståret overstiger grænsen.
Der er ligeledes andre arbejdsgiverbetalte ydelser, som er undtaget for
skattepligt.
Firmabil
En firmabil, som kan anvendes til medarbejdernes private formål, vil medføre
skattepligt for medarbejderne. Grundlaget for beregningen af den skattepligtige
værdi afhænger af, om bilen er købt fra ny, og hvor gammel bilen er. Til den skattepligtige værdi skal der, fra den 1. januar 2010, tillægges et grønt miljøtillæg, der svarer til bilens ejerafgift. Hvis bilen ikke er omfattet af reglerne om ejerafgift udgør miljøtillægget den årlige vægtafgift. Den
skattepligtige værdi for medarbejderne kan reduceres med medarbejdernes
egenbetaling til bil, såfremt egenbetalingen bogføres korrekt. Der findes
særlige regler for specialindrettede køretøjer.
For firmabiler, der kun kan anvendes til erhvervsmæssig kørsel, skal du og
medarbejderen indgå en skriftlig aftale om, at bilen ikke anvendes til privat
kørsel.
Forsikringer
Udover den lovpligtige arbejdsskadeforsikring kan du bl.a. tilbyde dine
medarbejdere ulykkesforsikring og sundhedsforsikring uden skattemæssige
konsekvenser for dem.
Fratrædelsesgodtgørelse
Du kan tilbyde en medarbejder, der fratræder, en godtgørelse til en
lempeligere beskatning end almindelig løn. Godtgørelse kan enten være penge
eller en tingsgave. Giver du medarbejderen en tingsgave, skal medarbejderen ikke
betale arbejdsmarkedsbidrag af værdien af tingsgaven.
Du kan skattefrit tilbyde afskedigede medarbejdere hjælp til uddannelse og
jobansøgning.
Generelle principper
Vi gennemgår reglerne for, hvornår der er tale om A-indkomst og hvornår
der er tale om B-indkomst, herunder forskellen på at være lønmodtager og
konsulent. Desuden gennemgås reglerne for på hvilket tidspunkt du har pligt til at indeholde A-skat.
Jubilæumsgodtgørelse
Hvis virksomheden eller en medarbejder har jubilæum, kan du udbetale en
jubilæumsgodtgørelse til en lempeligere beskatning end almindelig løn.
Godtgørelse kan enten være penge eller en tingsgave. Giver du medarbejderen en
tingsgave, skal medarbejderen ikke betale arbejdsmarkedsbidrag af
værdien af tingsgaven.
Multimediebeskatning
Medarbejdere, der har arbejdsgiverbetalte multimedier, som står til rådighed for privat brug skal betale mulitmedieskat. Medarbejderen bliver beskattet samlet af fri telefon, pc og internetforbindelse. Den skattemæssige værdi udgør 3.000 kr. (2010-niveau) pr. år, hvis man får stillet én, to eller alle tre goder til rådighed for privat brug.
Pensionsordning
Du og dine medarbejdere kan skattefrit indbetale op til 100.000 kr. årligt til en ophørende
arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Hvis medarbejderen indbetaler på en
kapitalpension, er der dog visse begrænsninger i indskuddets størrelse. Der er intet loft over skattefrie indbetalinger til livsvarende pensioner
Rejseomkostninger
Når dine medarbejdere rejser i erhvervsmæssigt øjemed, kan du skattefrit
dække deres omkostninger forbundet med rejsen. Omkostningerne kan dækkes som
udlæg efter regning, eller du kan dække udgiften direkte. Du kan kun dække
medarbejdernes omkostninger ved erhvervsmæssig kørsel i egen bil ved udbetaling
af skattefri befordringsgodtgørelse.
Skattefri rejse- og befordring
I forbindelse med, at dine medarbejdere har erhvervsmæssig kørsel eller rejseaktiviteter for
virksomheden, kan du vælge at benytte reglerne om skattefri befordrings- og rejsegodtgørelse.
Vi gennemgår reglerne, herunder satser og perioder, og forklarer hvilke formelle krav, der
er til udfyldelse og kontrol af bilag.